Høns på afveje

Høns på afveje: Hvad kom først? Hønen eller ægget? To velvoksne høns, som i frossen tilstand ville de fylde hele frysedisken, er blevet væk fra hønsegården og spankulerer nu rundt i nabolaget på evig opdagelse. Alt skal pirkes i og undersøges. De prøver egentlig at finde hjem - men deres nyvundne frihed og naive nysgerrighed bringer dem gang på gang på afveje. Er det dem selv de ser i et butiksvindue? Hvad sker der, hvis man vander en skraldespand? Må man lægge æg i en barnevogn? Kan man flyve hvis man springer ud fra en bænk? Måske får du svaret, når du møder ”Høns på afveje” ..

Høns på afveje er et charmerende – og coronasikker - event, der kan sættes ind overalt, hvor nogen trænger til en løjerlig oplevelse og et smil på læben – fx ved plejecentre, til festivaler og byfester, rundt omkring på gader og stræder - eller sågar ude på villavejene.

Høns på afveje er ikke en teaterforestilling i traditionel forstand, men et mobilt event, der består af en række komiske optrin, der danner rammen omkring skuespillernes improvisationer. Arrangementets karakter, publikums fysiske placering og medleven er med til at skabe resultatet. Ingen forestillinger er ens!

Krediteringer

De to høns: Niels-Peter Kløft og Susanne Bonde
Ide- og konceptudvikling: Niels-Peter Kløft og Susanne Bonde

 

Praktisk og teknisk info til bookere

Dansk Rakkerpak & Faster Cool er egnsteater i Næstved Kommune. Teatret har sideløbende med sine aktiviteter i Næstved en omfattende turnévirksomhed i ind- og udland.

Aldersgruppe: : For voksne og børn fra minimum 4 år – og ifølge med voksne
Varighed: Prisen gælder for to optrædener á ca. 20-25 minutters varighed for forskellige publikummer. Evt. på to lokationer og med max. Halvanden times mellemrum
Mobilt event, der både kan spilles indendørs og udendørs
Ankomst/klargøring/nedpakning: 1 time før/efter spilletid
Kontaktperson: Arrangøren stiller minimum 1 kontaktperson til rådighed. Kontaktpersonen skal være disponibel under hele forløbet
Parkering: Hjælp til parkering af teaterbilen - helst tæt på spilleområdet
Omklædning: Arrangøren sørger for (aflåste) omklædnings- faciliteter tæt på spillestedet
Opmagasinering af udstyr ml. de to optrædener: Arrangøren sørger for et velegnet rum

Køb af mobilt event:
Sæson 2020/2021: Kr. 10.000 + moms
Sæson 2021/2022: Kr. 12.000 + moms
Refusion: Forestillingen er refusionsberettiget